Og jeg skulle have min københavner-cykel med hjem til reparation i juledagene.
Så jeg valgte at cykle til Hovedbanegården, idet jeg tænkte at hvis jeg skulle vente på et forsinket tog, ville det nok være det mest behagelige sted at gøre det.
Jeg ankom til Hovedbanegården 21.10 og på skiltet stod der, at toget 20.49 skulle køre 21.25.
Det passede fint, så jeg gik ned på perronen til spor fire, hvorfra toget skulle afgå.
Og ventede. Og ventede. Og ventede. Og ventede. Og ventede. Og ventede.
Sammen med en del andre.
DSB har tilsyneladende fået et knap de kan trykke på, som tæller den forventede afgang op med et minut ad gangen. 21.25 blev til 21.28 og til 21.31 og til 21.29 og til 21.33 og derefter begyndte den at stige med et-minuts-interval. Lige så snart man kom i nærheden af det tidspunkt, der stod på skiltet, talte den een op.
Som en mormor med to børnebørn, der stod ved siden af mig sagde: Hvis vi havde vidst det, kunne vi have nået at spise en pølse.
Men det får man ikke at vide.
Man får eet minut adgangen, så man ikke tør forlade perronen.
Og det eneste man får at vide over højtaleren er at toggangen er uregelmæssige, at der er enkelte aflysninger ("desværre") og at det skyldes at et sporskifte i Kastrup tidligere på dagen havde været i uorden. (Hvilket var den samme undskyldning DSB brugte, da jeg skulle fra Espergærde tre en halv time tidligere).
Jeg kunne samtidig høre at toggangen også var kaotisk på de andre linier - fx. Intercity, men her skyldtes det det dårlige vejr.
Det eneste tidspunkt vi fik en konkret oplysning over højtaleren på, var ca. kl 21.43, hvor der blev sagt at første tog til Helsingør ville afgå fra spor fem.
Så alle de ventende passagerer - inklusive undertegnede med cykel - måtte ile op ad trapperne fra spor fire og ned ad trapperne til spor fem.
Og her holdt toget - eet togsæt, som vi myldrede ind i.
Cykelvognen var på det nærmeste tom, hvilket undrede og glædede mig.
I sådanne situationer skal jeg som regel spille bussemand for at få plads til min cykel.
Da jeg kom ind i den, fik jeg forklaringen.
Der stank af en blanding af afføring og urin. Så meget at det næsten ikke var muligt at opholde sig der. Så jeg satte skyndsomst min cykel i vognen og gik tilbage til den bagerste vogn.
Vi kørte rimelig kort tid efter og da vi nærmede os Østerport, sagde togføreren i højtaleren, at det kun var den bagerste dør i højre side (den side man skal ud til på kystbanen) der virkede. Alle andre døre kunne ikke benyttes. Og, sagde han, det ville være rart hvis passagererne kunne hjælpe hinanden med at komme ud, han havde set at der også var nogen barnevogne med. Han skulle åbenbart ikke selv nyde noget med at hjælpe. Da vi kørte fra Humlebæk tog jeg overtøj på, gik hen i den stinkende cykelvogn (hvor der bl.a. stod en mor med klapvogn og to små børn), tog min cykel og trak den tilbage igennem toget til den bagerste dør.
Og i Espergærde slap jeg ud.
Endnu en farceagtig oplevelse med DSB, hvor inkompetence, løgnagtighed, uduelighed, manglende service og manglende kommunikation var på dagsordenen.
Jeg kan ikke lade være med at tænke hvis nogen af vores folkevalgte eller fx. transportministeren var jævnlige (almindelige, anonyme) brugere af DSB, ville det måske se anderledes ud.
Og jeg har et helt konkret spørgsmål, som jeg lader gå videre til transportministeriet ved at sende en mail med et link til denne tråd - til Jesper Damm Olsen, som er pressechef i ministeriet (jdo@trm.dk).
Og spørgsmålet er som følger:
Er det virkelig tilladt at køre med et tog hvor kun een dør (ud af fire) fungerer?
Jeg tør slet ikke tænke på scenariet i tilfælde af en ulykke eller brand.
